Næsten 6 år er gået siden jeg sidst satte mig ned og fik delt mine inderste tanker. Nu har livet bud mig på mange glæder og udfordringer, især det sidste år, og nu er tiden moden til at jeg igen kan dele mine refleksioner på livet.

Jeg har de sidste mange år rykket mig meget, fra da jeg startede denne blog. Og det vil jeg, så kortfattet jeg kan, uddybe her.
Jeg blev dengang ramt af en dyb sorg over at have mistet en person, der stod mig meget nær, imens jeg lige var startet på mit studie på universitetet, til at blive pædagog.
Det var en turbulent tid med mange opgaver, praktikker og fritidsarbejde. Oveni det blev jeg gift med min dejlige kæreste, tog afsked med en nær veninde, rejste om på den anden side af jorden for at forenes med min bedste veninde i Australien, tog afsked til en del af min familie for alles bedste, flyttede i hus, blev mor til min anden datter, samt meget, meget mere. Det har været den vildeste rutsjebane tur, hvor jeg har udviklet mig fra at være den meget usikre, selvfordømmende, og kærlighedssøgende person, til nu hvor jeg står stærkere, stadig undrende og reflekterende, men mere moden og med en del mere livserfaring.
Jeg har det sidste år mødt mange fantastiske mennesker, både indenfor mit frivillige arbejde i bl.a. Headspace, samt mit nuværende arbejde i en SFO. Det er mennesker der alle er vidt forskellige, som hver og én inspirerer mig på hver deres unikke måde at være på, til at gøre noget mere med mit liv som kone, mor, veninde og pædagog/fagperson.
De har alle gjort at jeg i dag føler, at jeg igen vil til at dele mine tanker om dilemmaer, oplevelser, mv. til både at få lettet hjertet, skabt en debat og ellers bare mindes.

Livet er ét langt eventyr. Fuld af medgang og modgang. Vær din egen hovedperson, helt/heltinde, antihelt, you name it. Men lev dit liv, så du kan se og føle dit værd.